Rosenkålsreglementet

Arbejde er som rosenkål: Hvis du overkoger det, har du forvandlet en delikat spise til en ildelugtende og kvalmende substans, som kun folk med stor viljestyrke kan få ned. På det moderne arbejdsmarked er vi i fuld gang med at udkoge vores rosenkål: Vi pøser vores organisationer til med pseudoarbejde, destruktive styringssystemer og en forestilling om, at hvis der er problemer, er det vores egen skyld.  Når nogle nægter at spise mere rosenkål (”vi vil gerne ud af hamsterhjulet”), mødes de konsekvent af påstanden om, at det er usolidarisk og egoistisk (”vi kan altså ikke finansiere velfærdsstaten, hvis alle bare render og laver det de har lyst til”).  Men denne skyttegravskrig gør os blinde for de afgørende spørgsmål, som er indbygget i vores forhold til arbejde: Hvordan kan det være, at vi synes, at arbejde skal være lidelsesfyldt, før det er rigtigt arbejde? Hvordan er arbejde blevet forbundet med menneskelig værdighed? Er vi moralsk forpligtede på at arbejde og, hvis ja, er vi så